Zimbabwes mangeårige præsident – læs: diktator – Robert Mugabe, der er død 95 år gammel, var overbevist om, at han kæmpede for sit folks ret til både politisk og økonomisk uafhængighed.
Det gjaldt i krigen mod det hvide mindretalsstyre i det daværende Rhodesia i 1970’erne. Det gjaldt, da han i 1980’erne brutalt nedkæmpede 10.000-20.000 modstandere i det sydvestlige Matabeleland. Og det gjaldt, da han omkring årtusindskiftet gav Vesten skylden for sit lands ulykker og beslaglagde farme ejet af hvide.




























