Det britiske overhus vedtager lov om brexit. Overhuset i London har fredag eftermiddag godkendt en lov, der vil forhindre, at Storbritannien forlader EU uden en aftale.
Det skriver The Guardian og flere andre britiske nyhedsmedier. Loven ventes at blive underskrevet af dronningen på mandag.
Den officielle deadline for britisk udtræden er 31. oktober.
Johnson har erklæret, at han aldrig vil anmode EU om en udsættelse - at Storbritannien forlader EU 31. oktober med eller uden en aftale
Han har bebudet, at han vil udskrive valg til 15. oktober, men en samlet opposition meddelte fredag, at partierne vil blokere et valg lige nu, hvor det fremtidige forhold til EU ikke er afklaret.
»Som en gruppe vil vi stemme imod eller undlade at stemme mandag«, siger en talskvinde for De Liberale Demokrater.
Johnson forsøgte at lamme parlamentet
Aftalen om ikke at støtte et valg er indgået mellem Labour, De Liberale Demokrater, Det Skotske Nationalparti og det walisiske nationalparti Plaid Cymru.
Regeringen behøver støtte fra mindst to tredjedele af Underhusets medlemmer for at kunne udskrive valg.
»De begår en ekstraordinær fejltagelse«, har Johnson sagt, ifølge BBC.
Johnson vakte vrede i oppositionen, da han i sidste uge meddelte, at parlamentet fra mandag vil holde lukket i fem uger. Det ville ifølge Johnsons modstandere gøre det umuligt tidsmæssigt for parlamentet at behandle sagen om brexit.
De frygtede, at Johnson ville »lade tiden løbe ud«, så briterne ville forlade EU 31. oktober uden en aftale.
Derfor blev loven om en blokering af brexit uden aftale vedtaget i Underhuset onsdag med stemmer fra oppositionen og 21 konservative.
De 21 konservative er efterfølgende blevet smidt ud af deres parti.
Henrik Larsen, professor ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, finder det mest sandsynlige, at der kommer en forlængelse af brexit, så Storbritannien ikke forlader EU 31. oktober.
EU skal godt nok godkende en udsættelse af brexit, men det bliver en formalitet, siger han.
»EU er trætte af det. Men der er to ting, der gør, at det bliver forlænget. Det er det sædvanlige med, at det er dårligt for EU, at briterne ryger ud uden en aftale. Det vil man helst undgå«.
»Den anden ting er, at det trækker gevaldigt op til et britisk valg, fordi der ikke er nogen i parlamentet, der har et flertal. Så fra EU's side kan man forklare det med, at man afventer en afklaring fra britisk side«, siger Henrik Larsen.
Ritzau
fortsæt med at læse




























