En 22-årig mand er i kritisk tilstand, efter at han lørdag morgen er faldet 12 meter ned fra en tagryg i Den Gamle By i Aarhus, oplyser Østjyllands Politis vagtchef Flemming Lau.
Manden var sammen med en anden kravlet op på tagryggen via et stillads. Politiet modtog anmeldelsen klokken 07.09 via alarmcentralen.
»Det tyder på, at der er tale om en ulykke, hvor de er kravlet derop i kådhed«, fortæller Flemming Lau.
Politiet oplyser lørdag formiddag, at den 22-åriges pårørende er blevet underrettet om ulykken.
Desuden oplyser politiet, at man er i gang med at undersøge de nærmere omstændigheder.
Manden er kørt på hospitalet i Skejby.
ritzau




























