I 1949 udråbte det kinesiske kommunistpartis formand Mao Zedong officielt Folkerepublikken Kina, efter kommunispartiet var kommet til magten. I dag, 70 år senere, er det fortsat det kinesiske kommunistparti, der regerer Kina - nu blot med præsident Xi Jinping som leder af både parti og land.
1. oktober 2019 markerer dermed jubilæet for etableringen af det kommunistiske Kina, og i Beijing foregår netop nu en storstilet fejring på Den Himmelske Freds Plads.
De mest bastante dele af det militære isenkram er støvet af og trukket ud af hangarerne, og tusindvis af soldater marcherer henover pladsen, hvor Xi Jinping overværer begivenhederne fra præcis den balkon, hvor Mao Zedong for 70 år siden erklærede Folkerepublikken Kina en realitet.
