En knivbevæbnet mand har angrebet politifolk på den centrale politistation i Frankrigs hovedstad Paris.

Fire politibetjente er dræbt på politistation i Paris

Fransk politi sikrer området foran politiets hovedkvarter, hvor fire politimænd blev knivdræbt.  Foto: Martin Bureau/Ritzau Scanpix
Fransk politi sikrer området foran politiets hovedkvarter, hvor fire politimænd blev knivdræbt. Foto: Martin Bureau/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Omkring klokken 13 i dag gik en gerningsmand til angreb mod politifolk på politiets hovedkvarter i Paris.

Fire betjente er dræbt af knivstik, og gerningsmanden er dræbt af skud fra politiet.

Ifølge franske medier er der også flere sårede på politistationen.

Politistationen ligger tæt på domkirken Notre Dame.

Angrebsmanden var selv ansat hos politiet i Paris, hvor han havde en stilling i administrationen. Han er efter angrebet blevet skudt og dræbt.

Det fortæller Loic Travers, der er lokalformand for fagforeningen Alliance Police Nationale, til nyhedsbureauet dpa.

Ifølge Loic Travers indledte gerningsmanden angrebet på sit eget kontor, hvorefter han bevægede sig videre rundt i bygningen.

Både den franske indenrigsminister, Christophe Castaner, premierminister, Édouard Philippe, og den offentlige anklager befinder sig på gerningsstedet. Det skriver The Guardian.

Præsident Emmanuel Macron følger desuden efterforskningen fra politiets hovedkvarter.

Borgmesteren i Paris, Anne Hidalgo, bekræfter, at politimænd har mistet livet. Hun sørger over angrebet og sender sine tanker til ofrene og deres familier på Twitter.

Knivangrebet kommer dagen efter titusinder af franske betjente demonstrerede i Paris mod deres arbejdsvilkår og bølgen af selvmord, som har ramt det franske politi.

Alene i år har 51 franske betjente begået selvmord. Til demonstrationen blev de mindet med sortfarvede låg formet som ligkister.

Murat Tamer

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her