Svensk politi er frikendt for drab på 20-årig med Downs syndrom

Lyt til artiklen

Stockholms byret har torsdag frikendt tre svenske politibetjente, der var tiltalt for lovbrud i sagen om 20-årige Eric Torells død.

Eric Torell, der havde Downs syndrom og autisme, blev skudt og dræbt i den centrale del af Stockholm den 2. august sidste år.

På sig havde han et legetøjsvåben, og ifølge politiet opførte han sig truende.

I alt blev 25 skud affyret af det svenske politi.

Anklageren havde under retssagen argumenteret for, at kun 23 af de 25 skud kunne forsvares med at have været selvforsvar.

Men det vurderes anderledes af retten.

»Det vurderes ikke som rimeligt, at politiet i den ekstremt truende situation skulle stoppe mellem de sidste skud og de 23 skud, der blev affyret i hurtig rækkefølge«, siger Erik Lindberg, talsmand ved retten.

Eric Torells mor har tidligere forklaret til Aftonbladet, at sønnens mentale tilstand var svarende til en treårigs.

»Et barn med Downs syndrom og autisme. Hvordan skulle han kunne være så truende? Det giver ikke mening«, sagde moren, Katarina Söderberg, til den svenske avis i august sidste år.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her