Johnson ventes på ny at ville suspendere parlamentet

Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, taler med læger og sygeplejersker under et besøg på hospitalet Watford General hospital i Watford, nord for London. Han ventes i dag at suspendere parlamentet. Foto: Peter Summers/Ritzau Scanpix
Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, taler med læger og sygeplejersker under et besøg på hospitalet Watford General hospital i Watford, nord for London. Han ventes i dag at suspendere parlamentet. Foto: Peter Summers/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Sidst Boris Johnson forsøgte at suspendere parlamentet, gik det ikke.

Parlamentarikerne råbte op om et attentat på den lovgivende forsamling og et forsøg på egenhændigt at gennemføre brexit, og den britiske højesteret underkendte beslutningen.

Men denne gang skulle det være efter bogen, når Storbritanniens premierminister tirsdag ventes at bede dronning Elizabeth om godkendelse til at suspendere parlamentet frem til 14. oktober - denne gang kun én uge og ikke fem.

Det gør han for at slutte denne parlamentssamling forud for præsentationen af regeringens lovkatalog, der per tradition fremsættes af dronningen i en tale.

Analyse: Der er lang vej for Boris Johnsons Brexit-plan, men der er en vej

Her vil regeringen præsentere planer for sundhedsvæsnet, skoler, kriminalitetsbekæmpelse og økonomien, skriver britiske The Guardian.

Regeringen har selv understreget, at denne suspendering finder sted 'i den kortest mulige tidsperiode' inden den officielle genåbning af parlamentet, skriver BBC.

Blikket stift rettet mod reaktionerne

Fremgangsmåden er kutyme og helt efter bogen, fremhæver regeringen selv.

Men efter at den britiske højesteret i september afgjorde, at Johnson ikke kunne suspendere parlamentet i fem uger, vil de fleste nok alligevel have blikket stift rettet mod reaktionerne på denne kortere suspendering.

»Regeringen har studeret følgerne af højesterettens dom - og vil håbe, at en kortere suspendering på få dage i stedet for fem uger vil give færre problemer«, skriver BBC's politiske korrespondent Nick Eardley i en analyse.

Boris Johnson til EU: Tag mit tilbud, eller lad være

Eardley påpeger derudover, at det sparer regeringen for en pinlig samtale med kongehuset om igen at arrangere en dronningetale.

Med den nye suspendering vil talen nemlig finde sted samme dato som først planlagt.

Helt problemfri bliver processen dog ikke nødvendigvis, påpeges det i analysen.

»Allerede nu har oppositionspartierne givet udtryk for bekymring«, skriver Eardley.

Dronningetale er usædvanligt lang tid siden

Om forsøget på en ny suspendering er udtryk for taktik, ved formentlig kun Johnson selv.

Men at der er gået usædvanligt lang tid siden en dronningetale, kan der ikke være tvivl om.

Normalt finder dronningens tale nemlig sted en gang om året.

Denne gang har der dog ikke været en dronningetale siden 21. juni 2017, og det skyldes, at den tidligere premierminister Theresa May ønskede en to år lang samling, hvor parlamentet kunne fokusere på brexit.

Suspenderingen ses som en af de vigtige skæringsdatoer inden deadline for brexit 31. oktober.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her