Militæreksperter og politikere frygter en nedslagtning af kurdiske allierede, hvis Tyrkiet angriber i Syrien.

Trump truer med at ødelægge og udslette Tyrkiets økonomi i opsigtsvækkende tweet

Donald Trump truer med at udslette Nato-partneren Tyrkiets økonomi i et opsigtsvækkende tweet.
     Foto: Kevin Lamarque/Ritzau Scanpix
Donald Trump truer med at udslette Nato-partneren Tyrkiets økonomi i et opsigtsvækkende tweet. Foto: Kevin Lamarque/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den amerikanske præsident, Donald Trump, sender i et opsigtsvækkende tweet en advarsel til en tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdoğan og den vigtige Nato-partner Tyrkiet.

Efter at Trump i weekenden besluttede at trække de amerikanske soldater i det nordøstlige Syrien væk forud for en bebudet tyrkisk militær offensiv, advarer Trump nu om konsekvenserne, hvis Tyrkiet går over stregen.

»Jeg vil ødelægge og udslette Tyrkiets økonomi«, skriver Donald Trump på vanlig bombastisk vis på Twitter, hvor han også roser sin egen visdom.

Donald Trump, der tidligere har lovet at trække USA ud af krigene i Afghanistan og Syrien som en del af sine valgløfter, skriver videre, at USA har gjort langt mere, end man med rimelighed kan forlange i forhold til nedkæmpningen af Islamisk Stat.

»Det er nu tid til, at andre i regionen, nogle meget velhavende, beskytter sig selv«, skriver Trump.

I USA er Donald Trump blevet voldsomt kritiseret for sin beslutning om at trække amerikanske soldater tilbage fra grænselandet mod Tyrkiet og på den måde svigte de syriske kurdere i området, der har været USA og Vestens nærmeste allierede i kampene mod Islamisk Stat.

Tyrkiet opfatter imidlertid en del af de kurdiske styrker som terrorister til fare for Tyrkiets sikkerhed og ønsker ifølge militære og politiske iagttagere samtidig at forhindre kurderne i at oprette en selvstændig kurdisk stat i området.

Udenrigspolitisk Nævn hasteindkaldt

Kritikerne frygter, at kurderne stående over for den tyrkiske militærmaskine ikke vil have andet valg end at søge en ny alliance med den syriske diktator, Bashar al-Assad, og russerne til skade for amerikanske og vestlige interesser i regionen.

Blandt andre den republikanske senator Lindsey Graham kalder det et mareridt, hvis tyrkerne iværksætter en militær offensiv i Syrien.

Tyrkerne har bebudet, at de med den militære intervention vil skabe en 30 kilomete dyb sikkerhedszone langs en 480 kilometer lang grænse mellem Tyrkiet og Syrien.

Sikkerhedszonen skal udover at rense området for terrorister gøre det muligt at hjemsende nogle af de mange syriske flygtninge, der har søgt tilflugt i Tyrkiet.

I Danmark har de tyrkiske planer også skabt bekymring. Flere partier på Christiansborg har derfor hasteindkaldt Udenrigspolitisk Nævn til et møde om sagen.

Niels Holst

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her