Etiopiens premierminister, Abiy Ahmed, modtager Nobels Fredspris 2019. Han får prisen for sin indsats for at skabe fred med nabolandet Eritrea.
Han har også styrket demokratiet i Etiopien ved at holde frie, demokratiske valg.
»Prisen er en anerkendelse af hans indsats og en støtte i indsatsen fremover«, sagde lederen af Nobelkomiteen, Berit Reiss-Andersen, under lysekronerne i salen på Nobelinstituttet i Oslo.
Historisk fredsaftale
Striden mellem Etiopien og Eritrea opstod efter Eritreas løsrivelse i 1991, og den udviklede sig til regulær krig i årene op til årtusindskiftet.
Konflikten, som af mange er glemt i dag, kostede titusinder livet, og det blev betegnet som historisk, da de to lande sidste år underskrev en fredsaftale.
»Nogle vil mene, at prisen bliver uddelt for tidligt, men nobelkomiteen mener, at det er nu, at han skal belønnes, og komitéen håber, at prisen vil styrke hans kamp«, sagde Berit Reiss-Andersen.
Nobels fredspris, som bliver anset som en af verdens fineste priser, er blevet uddelt siden 1901 for en særlig indsats for at skabe fred og »broderskab« mellem nationer.
Nobels fredspris
Thunberg vraget
Op til uddelingen af prisen er der altid gætterier om, hvem prisen går til. De bliver yderligere næret af, at Nobelkomitéen ikke offentliggør, hvem der er nomineret, kun hvor mange.
Han ville vidne for Milošević: Valget af kontroversiel nobelprisvinder kaldes »tonedøvt« og »overraskende«Den 16-årige svenske klimaaktivist Greta Thunberg var på forhånd udpeget som favorit af bookmakerne. På pressemødet blev Berit Reiss-Andersen bedt om en kommentar til netop det. Men formanden smilede bare og sagde:
»Vi kommenterer aldrig på, hvem der ikke fik den, eller hvem der kunne have fået den, så jeg har ingen kommentarer til det«.
Den etiopiske prismodtager selv havde ikke fået at vide, at han havde modtaget prisen, da formanden gik på talerstolen.
»Det er ikke lykkes os at komme i kontakt med ham«, sagde formanden, før hun overbragte ham en varm lykønskning, hvis han så med på livetransmissionen.
(opdateres)
fortsæt med at læse




























