Joe Biden trækker fra øvrige kandidater i ny meningsmåling

I en ny måling trækker tidligere vicepræsident Joe Biden fra sine konkurrenter i kampen om at blive demokraternes næste præsidentkandidat. Foto: Aaron Josefczyk/Ritzau Scanpix
I en ny måling trækker tidligere vicepræsident Joe Biden fra sine konkurrenter i kampen om at blive demokraternes næste præsidentkandidat. Foto: Aaron Josefczyk/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

USA's tidligere vicepræsident Joe Biden udbygger i ny meningsmåling fra Reuters/Ipsos sin føring over de 18 andre kandidater i kampen om at blive nomineret som Det Demokratiske Partis præsidentkandidat til valget i 2020.

21 procent af de adspurgte demokratiske og uafhængige vælgere vil stemme på Biden ved næste års primærvalg.

Det er en fremgang på tre procentpoint fra en tilsvarende måling i slutningen af september.

På andenpladsen kommer senator Bernie Sanders fra Vermont med 16 procent, mens Massachusetts-senator Elizabeth Warren står til 15 procent.

I nattens demokratiske præsidentdebat: Sanders stærkt tilbage efter hjerteanfald, mens gruppeangreb cementerer Elizabeth Warrens førerposition

Ingen af de øvrige kandidater er i nærheden af toptrioen.

Hver femte har ikke besluttet sig

Borgmester Pete Buttigieg bliver i målingen bakket op af cirka fem procent, mens senator Kamala Harris og tidligere kongresmedlem Beto O'Rourke begge står til omkring tre procent.

Men målingen viser også, at Joe Biden langtfra kan tage det for givet, at han bliver nomineret.

Cirka hver femte siger, at de fortsat ikke har besluttet sig for, hvem de vil stemme på.

Og næsten totredjedele oplyser, at de kan fortsat kan ændre mening.

Venstreorienterede modkandidater

Både Warren og Sanders appellerer til partiets venstrefløj med adgang til sundhed og uddannelse som hovedtemaerne.

Trump gav hende øgenavnet Pocahontas – nu er Warren præsidentens primære modkandidat

Biden slår på, at han er en mere midtersøgende kandidat med erfaring fra sin tid som præsident Barack Obamas vicepræsident, og at han har den bedste chance for at slå præsident Donald Trump i november 2020.

Det første primærvalg finder sted i delstaten Iowa til februar næste år.

Den nye måling er foretaget den 17. og 18. oktober.

På det tidspunkt var Kongressen begyndt at undersøge en påstand om, at den republikanske præsident Donald Trump i juli forsøgte at presse Ukraines præsident til at grave snavs frem om Joe Biden og hans søn Hunter.

Demokraterne i Repræsentanternes Hus har indledt en undersøgelse af påstanden, som kan føre til, at der rejses en formel rigsretssag mod Donald Trump.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her