Fem mister livet under brand i tøjfabrik i uroprægede Chile

Protesterne mod den chilenske regering er eskaleret - flere er dræbt. Senest er fem personner omkommet på en tøjfabrik, der angiveligt blev sat i brand.  Foto: Edgard Garrido/Ritzau Scanpix
Protesterne mod den chilenske regering er eskaleret - flere er dræbt. Senest er fem personner omkommet på en tøjfabrik, der angiveligt blev sat i brand. Foto: Edgard Garrido/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Søndag er fem personer omkommet i en brand på en tøjfabrik i Chile.

Det er sket i forbindelse med de uroligheder, der de seneste dage er eskaleret i hovedstaden Santiago og flere andre byer i landet.

Fabrikken blev angiveligt sat i brand af personer, der var i gang med at plyndre bygningen, som ligger i en forstad til Santiago.

»Desværre er der fundet fem lig inde i fabrikken«, siger Diego Velazques, leder hos brandvæsnet i Santiago.

Santiago har de seneste uger været ramt af protester mod højere billetpriser på offentlig transport samt høje leveomkostninger i Chile. Landet har en af Sydamerikas mest veludviklede økonomier.

Tre mister livet efter uroligheder i Chiles hovedstad

Præsident Sebastian Piñera annullerede i løbet af weekenden de planlagte prisstigninger på billetter.

Men protesterne er fortsat, og en undtagelsestilstand er søndag blevet udvidet til at gælde i flere byer i den nordlige og sydlige del af landet.

Særligt i løbet af weekenden har protesterne udviklet sig både voldeligt og voldsomt.

Udgangsforbud i hovedstaden

Tidligere søndag kom der meldinger om, at mindst to personer omkom i en brand i et supermarked.

Militæret har indført udgangsforbud flere steder i hovedstaden. Det blev søndag forlænget til at gælde for anden nat i træk.

Præsidenten forsvarede sin beslutning om at sætte tusindvis af soldater i gaderne.

»Demokratier har ikke blot en ret, men også en forpligtelse til at forsvare sig selv ved at bruge alle de instrumenter, som demokratiet selv giver, og at bruge retsstatsprincipper til at bekæmpe alle, der forsøger at ødelægge det«, siger Piñera.

Voldsomme uroligheder har kostet flere mennesker livet i Chile: Borgerservice advarer danskere i Chile mod uroligheder

Politi og militær anvendte igen tåregas og vandkanoner mod demonstranter på tredjedagen af de voldelige sammenstød.

Næsten al offentlig transport var lukket i hovedstaden, hvor der i alt bor syv millioner mennesker.

Butiksejere havde sat skodder for vinduer, og flere fly til og fra Santiagos lufthavn var aflyst.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her