Befolkningen i Chile er utilfredse med høje leveomkostninger, mens præsidenten kritiserer voldelige protester. Se billeder fra urolighederne.
Chiles hovedstad i flammer: »Vi er i krig mod en magtfuld fjende«
Demonstranter flygter fra tåregas under protester i Chiles hovedstad Santiago. Foto: Ivan Alvarado/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen
Henter...
En by i undtagelsestilstand med politi og militær, der anvender tåregas og vandkanoner mod demonstranter, offentlig transport, der er lukket ned og butikker med skodder for vinduer.
Urolighederne i Chile fortsætter særligt i hovedstaden Santiago.
»Vi er i krig mod en magtfuld fjende, som er villig til at bruge vold uden grænser«, siger Chiles præsident, Sebastián Piñera, ifølge AP.
Senest er fem personer søndag omkommet i en brand på en tøjfabrik i Chile. En brand, der angiveligt blev startet, da nogle personer var i gang med at plyndre bygningen. Det hæver dødstallet til otte personer, da tre personer mindre end 24 timer tidligere døde på grund af en brand i et supermarked.
De voldsomme uroligheder og protester startede med en udbredt utilfredshed med stigende billetpriser på offentlig transport. Senere har det udviklet det sig til en generel protest mod høje leveomkostninger i Chile.