Flere personer er ifølge norske NRK blevet påkørt af en stjålen ambulance i Oslo.
Norsk politi oplyser indtil videre blot, at en bevæbnet mand er anholdt.
Der er blevet affyret skud for at standse manden, som ikke er kommet noget alvorligt til, skriver politiet i Oslo på Twitter.
Operationsleder Tor Grøttum siger til Dagbladet, at de eftersøger en kvinde, som de mistænker for at have været med til at stjæle ambulancen.
Tv-billeder viser et stort antal svært bevæbnede betjente, som er rykket ud til området omkring Torshov i Oslo, hvor der nu er afspærret. Forinden var ambulancen blevet stjålet i nærheden i Åsengata.
En politihelikopter svæver i luften, mens busser og anden trafik bliver ledt væk fra det afspærrede område.
NRK har talt med flere vidner, som siger, at flere personer blev påkørt af ambulancen. Blandt dem er muligvis et barn, som befandt sig i en barnevogn.
Oplysningerne om de påkørte er ikke bekræftet af politiet.




























