Mere end to år efter de første ansøgninger har Danmark nu givet de nødvendige godkendelser, så Nord Stream 2 kan starte byggeriet af en russisk gasledning i dansk farvand. Tilladelsen fra Energistyrelsen til selskabet, der kontrolleres 100 procent af det russiske statsejede energiselskab Gazprom, betyder, at rørledningen føres sydøst om Bornholm.
Dermed slutter et dramatisk kapitel i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik – i hvert fald i første omgang. USA har gjort forsøget på at stoppe rørledningen til en hjørnesten i den amerikanske energi- og udenrigspolitik. Ifølge præsident Donald Trump vil rørledningen gøre den tyske kansler Merkel og EU til noget nær et gidsel hos Ruslands præsident, Vladimir Putin. Og samtidig vil USA gerne sælge mere flydende gas til Europa.




























