Koldt, øde med et virvar af boretårne, gasledninger og kompressorstationer spredt ud over et uendeligt, fladt og hvidt tundralandskab.
Synet svarede til forventningerne, da jeg sammen med små hundrede andre europæiske journalister og naturgaseksperter i de sidste dage af maj steg ud af Gazpromavias lettere bedagede Boeing 737 og forsigtigt satte fødderne på Bovanenko Airports beskedne og tomme betonbane. Flight 9604 blev modtaget 400 kilometer nord for Polarcirklen af brede mænd i blåt arbejdstøj, 4 graders kulde samt et spirende forår i permafrostens land.
Lidt væk holdt et par af Gazproms tunge helikoptere – arbejdshestens rotorblade nåede næsten ned på betonen. Ellers er der ikke meget liv i lufthavnen, som udelukkende betjener gasfelterne på Yamal halvøen.
De næste 11 timer skulle byde på et sjældent indblik i den russiske økonomis fremtidshåb: produktion og eksport af gas samt olie i det høje nord. I takt med at forekomsterne længere nede i Sibirien suges tomme, er det Arktis, det handler om. På blot fire år fra 2008 til 2012 skød anlæggene op af permafrosten. Felterne blev opdaget i starten af 70’erne, men dengang magtede det sovjetiske styre ikke at håndtere de ekstreme forhold med snedække mindst 230 dage om året.
