Moderaterne skal til regeringsforhandlinger klokken 21, udtaler Løkke, som ikke er tilhænger af VLAK-melding.

Inger Støjberg raser over Lars Løkke

Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Moderaternes politiske leder, Lars Løkke Rasmussen, betragter Troels Lund Poulsens (V) ambition om en VLAK-regering som en ’prøveballon, som ikke kan flyve’.

Det siger Løkke, efter at kongelig undersøger Troels Lund Poulsen tidligere tirsdag har meddelt, at han går efter at danne en mindretalsregering bestående af Venstre, Liberal Alliance og De Konservative.

»Jeg er en lille smule forundret«, siger Løkke efter et gruppemøde på Christiansborg.

»Jeg ved godt, at det mandat, vi gav Troels Lund Poulsen på 14 dage, det var lidt kort. Derfor synes jeg alligevel, det er lidt forunderligt, at han giver op, når der faktisk er fire dage tilbage i forhold til det mandat, vi gav«, siger Løkke.

Støjberg raser

Inger Støjberg (DD) sender en ordentlig bredside afsted til sin tidligere partifælle Lars Løkke Rasmussen (M). Hun mener, at Løkke »gidsler danskerne« ved at sige nej til at lade det handle om noget og ikke om nogen, som han ellers har turneret med hele valgkampen.

»For Lars Løkke Rasmussen handler det bare om at komme med i en regering, og så er det ligegyldigt, hvad den politiske ramme er«, siger Støjberg til Danmarks Radio.

»Jeg synes Lars Løkke skulle sætte sig ned og læse den politiske ramme, der er blevet præsenteret. Der er rigtig meget fornuft i den, synes jeg«.

Vanopslagh: Løkke må gøre op med sig selv

Som alle andre har Liberal Alliances formand Alex Vanopslagh også hørt Lars Løkke Rasmussens kommentar om, at udspillet om en VLAK-regering er en »prøveballon, der ikke kan flyve«.

Men ifølge Vanopslagh bør Løkke kunne se, at han og Moderaterne kan få mest mulig politik igennem med den fremlagte VLAK-regering.

»Lars Løkke har sagt, at det handler om noget og ikke nogen. Det noget, der ligger på bordet nu, kan Troels Lund være vældig stolt af. Det er Liberal Alliance. Det burde Moderaterne også være«, siger han.

»Løkke må jo gøre op, om det er vigtigst at få politik igennem eller få en ministerpost og æde kompromiserne med de røde partier«.

Lars Løkke: Troels Lund har rykket sig

Det var netop Løkke og Moderaterne, som for lidt over en uge siden sørgede for, at Troels Lund Poulsen erstattede Mette Frederiksen (S) som kongelig undersøger og dermed forhandlingsleder.

»Jeg kan se, at Venstre tager nogle gevaldige politiske ryk, og det hilser jeg sådan set meget velkomment. De har opgivet tanken om at få udviklingsbistanden til at bløde, opgivet tanken om at træde ud af internationale konventioner. Det er rigtig, rigtig fint«.

»Men jeg har det også på den måde, at når Venstre foretager sådan nogle store ryk, så må det også være muligt at opfylde det mandat, som kongen gav, eller som vi i hvert fald gav, nemlig at forsøge at danne en regering hen over midten«, siger Løkke.

Han henviser til, at Venstre nu trækker i land på flere store valgløfter, nemlig at ulandsbistanden skulle sænkes, og at Statsborgerretskonventionen skal forlades næste år, hvis ikke den kunne ændres ’indefra’. Det sagde Troels Lund Poulsen under et pressemøde tidligere tirsdag.

Moderaterne er indkaldt til forhandlinger hos Troels Lund Poulsen tirsdag klokken 21, siger Løkke.

Ritzau og Politiken

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her