Hvis ikke Ukraine sagde ja til at undersøge Joe Biden, ville USA holde en militær hjælpepakke til den ukrainske regering tilbage. Sådan lyder beretningen fra endnu en profileret embedsmand ved Det Hvide Hus’ nationale sikkerhedsråd, skriver The New York Times.
Embedsmanden, Timothy Morrison, vidnede torsdag dansk tid foran den gruppe af demokratiske udspørgere, der forsøger at samle beviser nok til at rejse en rigsretssag mod Trump. De forsøger at rejse sagen på baggrund af præsidentens påståede anmodning til Ukraine om at skaffe informationer, der kunne være ødelæggende for Joe Bidens forsøg på at blive demokraternes præsidentkandidat ved det kommende valg.


























