For første gang har en 22-årig drabs- og terrorsigtet nordmand mandag afgivet sin forklaring i retten.
Manden, der er sigtet for at dræbe sin stedsøster og angribe en moské, læste en fire minutter lang udtalelse op i retslokalet i Oslo.
»Jeg vil beskytte mit folks fremtidige generationer, som står på randen af tilintetgørelse«, siger han ifølge nyhedsbureauet NTB.
Forinden havde han holdt armen op i luften i en nazistisk hilsen.
Det er første gang, at han offentligt siger ord, siden han blev anholdt 10. august. Forinden havde han skudt og dræbt sin stedsøster og angrebet moskéen Al-Noor Islamic Centre i Bærum nær Oslo.
Han har erkendt handlingerne, men mener ikke, at han bør straffes.
Under sin udtalelse mandag kom den 22-årige med flere racistiske og antisemitiske synspunkter. Det skriver norske NRK.
Han er mandag blevet varetægtsfængslet i yderligere fire uger. Denne gang dog uden restriktioner. Det betyder, at han ikke længere har forbud mod eksempelvis at sende og modtage breve og få besøg.
Hilde Strand, der er advokat ved politiet, siger, at efterforskningen af sagen ventes færdiggjort i løbet af december. Torsdag ventes en rapport om, hvorvidt den 22-årige kan stilles til ansvar for sine handlinger.
Ingen personer kom alvorligt til skade ved angrebet mod moskéen.
I september offentliggjorde politiet detaljer om drabet på den 22-åriges stedsøster, der var adopteret fra Kina.
Ifølge obduktionsrapporten blev den 17-årige pige dræbt af tre skud i hovedet og et i brystkassen. Det skriver norske Dagbladet.
Retssagen mod den 22-årige ventes at gå i gang i begyndelsen af næste år.
Ritzau




























