Vi stod og så op mod soldaterne. Forhåbningsfulde, men også lidt usikre. De stod på den betonmur, som vi og tusindvis af andre stod og hakkede i med hammere, mejsler, sten, og hvad man nu ellers kunne finde. Vi var godt i gang med at slå hul i historien. Man fornemmede, at noget uafvendeligt var ved at ske, og så alligevel … Ville nogen pludselig give soldaterne ordre til modangreb? Til at skrue historien tilbage, som da sovjetiske tanks i 1968 knuste det politiske forår i Prag?
I historiebøgerne vil der stå, at Berlinmuren – modersymbolet på Europas deling under den kolde krig – faldt torsdag aften 9. november 1989. Men sådan føltes det ikke i øjeblikket. Ikke med sikkerhed, i al fald.
