Sveriges kulturminister Amanda Lind udløste fredag aften en diplomatisk bombe, da hun trodsede voldsomme kinesiske advarsler og uddelte en pris til den svenskkinesiske forlægger Gui Minhai, der sidder fængslet i Kina. Forud for prisoverrækkelsen havde Kinas ambassadør i Sverige truet med at nægte kulturministeren og andre medlemmer af den svenske regering indrejse i Kina.
»Vi har gjort det klart over for kineserne, at Gui Minhai skal løslades, og at der er ytringsfrihed i Sverige«, sagde Amanda Lind, inden hun uddelte forfatterorganisationen PEN’s såkaldte Tutjolskij-pris til Gui Minhai, hvis fravær var markeret med en tom stol på scenen.




























