En konvoj bestående af over 100 busser med vælgere fra Sri Lankas muslimske mindretal er lørdag blevet angrebet af bevæbnede personer, som skød mod busserne.
Umiddelbart er der ingen meldinger om tilskadekomne i angrebet, der fandt sted i den nordvestlige del af Sri Lanka, få timer før lørdagens præsidentvalg i landet går i gang.
De bevæbnede personer havde afbrændt dæk og oprettet blokader på vejen inden angrebet. Det oplyser politiet i byen Tantirimale, der ligger 240 kilometer nord for hovedstaden Colombo.
»De åbnede ild og kastede også med sten. Mindst to busser blev ramt, men vi har ingen meldinger om tilskadekomne, siger en person fra politiet.
ritzau




























