Kinesiske Huawei vraget igen: Taber kampen om at levere et nyt 5G-netværk i Norge

Foto: Hector Retamal/Ritzau Scanpix
Foto: Hector Retamal/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Kinesiske Huawei lider fredag et nyt nederlag til svenske Ericsson i kampen om at blive leverandør på et 5G-netværk - denne gang i Norge. Her har teleselskabet Telenor valgt, at Ericsson skal levere udstyret til dets 5G-netværk.

Det skriver de norske medier E24 Næringsliv og VG.

Dermed følger Telenor tendensen fra andre teleselskaber i Norden, hvor kinesiske Huawei er blevet valgt fra.

Tydeligst var det måske, da danske TDC først begyndte et samarbejde med Huawei for siden at vende rundt og vælge Ericsson som samarbejdspartner til sit 5G-netværk.

I Norge har Huawei også tidligere fået en lang næse. Her har Telia valgt Nokia som sin leverandør af udstyr til teleudbyderens 5G-netværk.

Særligt den amerikanske regering har luftet sine bekymringer over at benytte Huawei til infrastruktur i allierede lande.

Amerikanerne beskylder Huawei for at give den kinesiske regering muligheden for at tilgå oplysninger og om muligt spionere på borgere i andre lande.

Huawei afviser al tilknytning til den kinesiske stat.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her