Otte newzealandske militærfolk fløj fredag til det populære turistmål White Island, hvor de bjærgede ligene af seks ofre for mandagens vulkanudbrud på øen. I løbet af dagen måtte redningsholdet dog indstille eftersøgningen af yderligere to lig.
Oberst Rian McKinstry, der var med til at lede fredagens operation, siger, at holdet ude på øen var nødt til at indstille eftersøgningen, fordi deres forsyninger af ilt var ved at slippe op. Eftersøgningen fortsætter fra luften og til søs, for et af de to endnu ikke bjærgede ofre menes at være blevet skyllet i havet. Et dykkerhold vil lørdag blive sat ind for at forsøge at finde dette offer.



























