I USA kalder de det ’War on Christmas’ – julekrigen.
Det er ganske vist ikke en blodig krig med soldater og våben, men ikke desto mindre en dramatisk krig. En kulturkrig, der umiddelbart blot handler om den måde, amerikanerne ønsker hinanden glædelig jul på, men som i virkeligheden er en del af en større trumpsk kulturkrig. Den peger i øvrigt mod et Danmark, der – indimellem til sin egen overraskelse – historisk set har stået for en af den vestlige kulturkreds’ stædigste afvisninger af at gøre ordet ’jul’ til noget religiøst.




























