Tsukasa Akimoto, der er medlem af det liberale demokratiske parti i Japan, er onsdag blevet anholdt af de japanske myndigheder.
Det skriver Reuters.
Ifølge nyhedsbureauet er Tsukasa Akimoto mistænkt for at have modtaget bestikkelse fra et selskab, som har været interesseret i at etablere et kasino i Japan.
48-årige Tsukasa Akimoto var en af de højest placerede ministre i den japanske regering frem til oktober sidste år, hvor han blandt andet havde haft ansvar for regeringens politik i forhold til at introducere nye kasinoer.
Det er igennem dette arbejde, at han mistænkes for at have modtaget tre millioner japanske yen - eller knap 200.000 kroner - i kontanter fra tre personer, velvidende at de tre personer ønskede at få hjælp med deres kasinobud. Det fortæller anklagere på vegne af de japanske myndigheder.
ritzau




























