Islamisk Stat hævder at have dræbt kristne i Nigeria som hævn

De angivelige drab på 11 kristne mænd i Nigeria er hævn for drabet på Islamisk Stats leder, Abu Bakr al-Baghdadi, og gruppens talsmand. Her ses al-Baghdadis opholdssted efter et amerikansk luftangreb. Foto: Maxar Technologies/Ritzau Scanpix
De angivelige drab på 11 kristne mænd i Nigeria er hævn for drabet på Islamisk Stats leder, Abu Bakr al-Baghdadi, og gruppens talsmand. Her ses al-Baghdadis opholdssted efter et amerikansk luftangreb. Foto: Maxar Technologies/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den militante bevægelse Islamisk Stat, IS, har udsendt en video, der angiveligt viser gruppen dræbe 11 kristne mænd i Nigeria.

Det er hævn for drabet på Islamisk Stats øverste leder, Abu Bakr al-Baghdadi, og gruppens talsmand, fremgår det af videoen. De blev begge dræbt i separate operationer i oktober.

Islamisk Stat bekræfter: Baghdadi er blevet dræbt, her er hans afløser

Den militante bevægelse har postet videoen på den krypterede beskedtjeneste Telegram torsdag.

Videoen viser mænd i beige uniformer og sorte masker, der stiller fanger med bind for øjnene op på en række. Den første af fangerne bliver derpå skudt, mens de andre får halsen skåret over.

»Dette er en besked til kristne over hele verden«, siger en maskeret mand ifølge nyhedsbureauet AFP i den ét minut lange video.

Bønfaldt præsident om redning

Af en anden video, Islamisk Stat tidligere har offentliggjort, fremgår det, at fangerne kommer fra byerne Maiduguri og Damaturu i det nordøstlige Nigeria. Her har militante i årevis kæmpet for at etablere en islamistisk stat.

I den første video bønfaldt fangerne Nigerias præsident, Muhammadu Buhari, og landets kristne samfund om at redde dem.

Islamisk Stat i Vestafrika Provins, ISWAP, udsprang i 2016 fra den militante gruppe Boko Haram.

I de seneste måneder har gruppen optrappet sine angreb på såvel kristne som politi, militær og hjælpearbejdere.

Terrorforsker bider mærke i ny IS-leders efternavn

Søndag dræbte formodede medlemmer af ISWAP seks mennesker og bortførte fem andre, heriblandt to hjælpearbejdere, i udkanten af Maiduguri.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her