Nissans tidligere topchef var løsladt mod kaution inden en retssag i Japan om økonomiske uregelmæssigheder, men er nu dukket op i Libanon.

Han burde egentlig ikke kunne have stukket af fra Japan ... Men nu er erhvervschefen på ganske spektakulær vis dukket op i Libanon

Arkivfoto. Foto: Eric Piermont/Ritzau Scanpix
Arkivfoto. Foto: Eric Piermont/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Carlos Ghosn nåede til tops som leder af bilfabrikken Nissan.

Så blev han anholdt. Den succesrige erhvervsleder blev sigtet for skattefusk af de japanske myndigheder - en sigtelse, han har nægtet sig skyldig i - men blev løsladt mod kaution, indtil sagen skulle for retten.

Nu er han stukket af til Libanon og retter et voldsomt angreb mod anklagemyndigheden, der har rejst sagen: »Jeg er ikke længere gidsel hos et forudindtaget japansk retsvæsen, hvor skyld er fastlagt på forhånd, diskrimination er udbredt og menneskerettigheder nægtes«.

Undvigelsen undrer i Japan. Ghosns pas var inddraget, og han burde ikke have haft mulighed for at forlade landet inden retssagen, der er berammet til april 2020.

Gemte sig i en instrumentkasse

Alligevel kunne han tirsdag stå frem i Libanon, som han ifølge lokale medier ankom til om bord på et privatejet fly. Han var, oplyser den libanesiske MTV-station, undsluppet ved at gemme sig i en kasse til et musikinstrument og derefter flyve ud af landet fra en regionallufthavn et sted i Japan.

Manden har libanesiske rødder og har tre pas, udstedt af Frankrig, Brasilien og af Libanon.

Libanon og Japan har ikke nogen udleveringsaftaler. Samtidig bistås han nu som fransk statsborger af det franske konsulat, meddeler en repræsentant for regeringen i Paris.

Det kan koste ham dyrt at stikke af fra retssagen. Hans kaution var på 95 millioner kroner.

Samtidig står hans arbejdsgiver, Nissan-virksomheden, fortsat til at blive inddraget i sagen. Selskabet har ifølge nyhedsbureauet AP betalt en bøde på næsten 150 millioner kroner for uregelmæssighederne.

Søren Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her