Drab på iransk generalmajor får olieprisen til at skyde op

Det irakiske militær har udsendt billedet af et eksploderet køretøj, efter det amerikanske angreb på bl.a. en højtstående iransk general natten til fredag. Angrebet får olieprisen til at skyde i vejret. Foto: -/Ritzau Scanpix
Det irakiske militær har udsendt billedet af et eksploderet køretøj, efter det amerikanske angreb på bl.a. en højtstående iransk general natten til fredag. Angrebet får olieprisen til at skyde i vejret. Foto: -/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Drabet på den iranske generalmajor Qassem Soleimani fik omgående olieprisen til at skyde i vejret. Ifølge erhvervsmediet Bloomberg News får det amerikanske dronedrab markedet til at frygte ustabilitet i de olieproducerende lande i Mellemøsten.

Fredag morgen er olieprisen oppe med næsten tre procent til over 68 dollar per tønde.

Ifølge USA's forsvarsministerium, Pentagon, har en amerikansk drone bombet og dræbt Qassem Soleimani i Iraks hovedstad, Bagdad.

Irans leder: »Brutal hævn« venter USA'

Han var leder af en gren af Irans Revolutionsgarde, der har støttet forskellige militser rundt i regionen såsom Hizbollah, Hamas, houthierne i Yemen og shiamilitser i Irak. Han er dermed en meget højtstående militær leder i Iran.

»Stigningen i olieprisen lige nu (fredag, red.) er primært drevet af nyheden om USA's luftangreb på en højtstående general i Iran«, siger Margaret Yang, der er analytiker af oliemarkedet for CMC Markets, til nyhedsbureauet Reuters.

Frygt for hævnaktioner efter drab

Bloomberg News uddyber, at frygten er, at drabet kan føre til hævnaktioner eller direkte militærkonflikt, der rammer olieproduktionen.

»Selv om ingen olieanlæg eller -produktion blev ramt i angrebet, er drabet på en af Irans mest magtfulde generaler en provokation, som skaber spændinger mellem USA og Iran«.

»Hvilket øger frygten for et væbnet sammenstød, som andre lande kan blive suget ind i«, skriver Bloomberg.

Biden: »Trump har lige smidt en dynamitstang i en krudttønde«

Irans øverste åndelige leder, ayatollah Khamenei, har ifølge Reuters svoret, at Iran vil hævne drabet på Soleimani.

Lille minus til Mærsk

Den stigende oliepris efter angrebet kan også læses i aktiekurserne hos nogle af verdens store olieselskaber.

Shell, Exxon Mobil og BP kan alle præsentere stigninger i deres aktiekurs.

I Danmark åbner Mærsk-aktien i et lille minus på omkring en procent. Olieprisen påvirker blandt andet Mærsks shippingaktiviteter. Her øges omkostningerne til brændstof til skibene, når olieprisen stiger.

Mærsk har samtidig sagt farvel til sine olieaktiviteter i henholdsvis Mærsk Oil og Mærsk Drilling. Derfor er der ikke formildende faktorer.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her