Sørgende sympatisører var lørdag mødt op i Bagdads gader for at begrave den iranske generalmajor Qassem Suleimani og irakiske militærleder Abu Mahdi al-Muhandis. Flere af de fremmødte udtrykte, at hævnens time er kommet.

»Vi er klar til at gå i krig«: Begravelsesceremoni for iransk general varsler blodig hævnaktion

En iransk mand holder et billede af den dræbte generalmajor, Qassem Suleimani, der blev slået ihjel fredag af på grund af et amerikansk luftangreb. Foto: Wana News Agency/Ritzau Scanpix
En iransk mand holder et billede af den dræbte generalmajor, Qassem Suleimani, der blev slået ihjel fredag af på grund af et amerikansk luftangreb. Foto: Wana News Agency/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Flere tusind mennesker har lørdag været på gaden i Bagdad for at sørge over den iranske generalmajor Qassem Suleimani og irakiske militærleder Abu Mahdi al-Muhandis, der sammen med flere andre mistede livet fredag som følge af et luftangreb tæt på den irakiske hovedstad, Bagdad. Et luftangreb, som USA stod bag.

»Vi er alle Suleimani«, var et af de mange budskaber, som de fremmødte havde med sig under begravelsesceremonien i et forsøg på at vise deres sympati med den dræbte leder, som var generalmajor i Irans Revolutionsgarde, øverstkommanderende for Quds-styrkerne og en af de mest populære og magtfulde personer i sit hjemland.

Mens kisterne blev fragtet gennem Bagdads gader, råbte de sørgende »død over USA« og »USA er den største Satan«, mens tårerne pressede sig på. »Du skuffede os aldrig«, lød råbene om Qassem Suleimani.

Det skriver blandt andre The Guardian.

Flere af de sørgende ønsker ifølge Al Jazeera, at den irakiske regering svarer igen på USA’s angreb på det, de anser som den irakiske suverænitet. Og hvis det ikke er nok, må den irakiske milits Hashed al-Shaabi gå ind i sagen, som en kilde ved navn Hussein formulerede det over for den arabiske tv-station.

»USA har åbnet et nyt kapitel i landets relation til Irak og gjort det klart, hvem den sande fjende er. Som en del af militæret vil Hashed al-Shaabi gøre det, som den irakiske regering beodrer os til. Vi er klar til at gå i krig«, sagde et anonymt medlem af den irakiske milits til Al Jazeera.

Martyrdød fordrer åben krig

Ifølge den arabiske tv-station var mange af de fremmødte kommet for at sørge over det, de anser for at være »to modige mænd«, der begge ofrede deres liv af hensyn til såvel Irak som hele den shiamuslimske verden.

»Det er nødvendigt at hævne mordene. Martyrerne (de dræbte militærledere, red.) har fået det, de ønskede: martyrdøden«, fortalte en af de fremmødte ved navn Ali al-Khatib til Reuters.

Konflikten mellem Iran og USA inden fredagens luftangreb blev under begravelsesoptoget beskrevet som »stille og rolig« af et anonymt medlem af det iranske militær. Men drabene på Qassem Suleimani og Abu Mahdi al-Muhandis har ændret situationen:

»Nu vil krigen finde sted ude i det åbne. Ikke blot mod USA, men også mod alle landets agenter og håndlangere, som befinder sig i Iran«, sagde han ifølge The Guardian.

Hævnen blafrer i vinden

Den officielle afsked med Qassem Suleimani finder sted i Irans hovedstad, Teheran, søndag, men landet sørgede også lørdag:

Et udfoldet rødt flag blafrede i vinden over minareterne på en moske i den iranske by Qom i forbindelse med en mindehøjtidelighed, som blev transmitteret af iransk stats-tv. Symbolet er klart, skriver The Guadian: Blod er uretfærdigt blevet udgydt, og drabene kræver hævn.

Flere steder i Iran hænger der plakater, der portrætterer landets øverste leder, Ayatollah Ali Khamenei, som lover, at hævnen bliver »brutal«. Et budskab, der også kom frem fredag, da han ifølge Al Jazeera erklærede tre dages landesorg.

Han sagde ligeledes, at Qassem Suleimanis død vil forværre forholdet mellem USA og dets allierede, herunder Israel.

Simon Baastrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her