Amerikansk fly taber brændstof ned over skolebørn i Los Angeles

Et fly fra selskabet Delta Airlines tabte tirsdag brændstof over en legeplads i Los Angeles-området. 17 skolebørn måtte modtage behandling, efter de blev ramt.  Foto: Lucy Nicholson/Ritzau Scanpix
Et fly fra selskabet Delta Airlines tabte tirsdag brændstof over en legeplads i Los Angeles-området. 17 skolebørn måtte modtage behandling, efter de blev ramt. Foto: Lucy Nicholson/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

17 skolebørn er kommet til skade, efter at et fly tirsdag morgen lokal tid tabte brændstof ned over en legeplads tæt på Los Angeles på den amerikanske vestkyst.

Det oplyser brandvæsnet i Los Angeles-regionen på Twitter.

»17 børn og 9 voksne bliver behandlet med mindre skader forårsaget af flybrændstof«, skriver brandvæsnet.

Flyet er ifølge det lokale medie LA Times fra det amerikanske luftfartsselskab Delta og var på vej til Shanghai i Kina fra lufthavnen LAX i Los Angeles.

På grund af motorproblemer måtte flyet vende om og flyve tilbage til LAX. Det var ifølge LA Times her, at flyet tabte brændstof.

Ifølge mediet ligger legepladsen på skolen Park Avenue Elementary School i byen Cudahy i Los Angeles-regionen. Skolen ligger lige under flere flyruter.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her