Hvide masker fyldte alle tv-transmissioner fra Kina, da sars i 2003 gjorde sin entré på verdensscenen. For man fandt ud af, at den frygtede lungevirus spredte sig ad luftveje.
Nu fylder hvide masker i Kina igen alle medier, for sars er tilbage. Eller i hvert fald en virus, der minder om sars. For man ved endnu ikke så frygtelig meget om den nye virus, som man indtil videre bare kalder 2019-nCov. Man ved, at det er en såkaldt coronavirus, altså en virus, der potentielt kan føre til en dødelig lungebetændelse, og at den nu kan smitte fra menneske til menneske, ligesom sars – og ligesom mers, som i 2015 skabte frygt i lande som Saudi-Arabien og Sydkorea.




























