Annegret Kramp-Karrenbauer har begået mange fodfejl, siden hun for 14 måneder siden overtog ledelsen af det konservative tyske regeringsparti fra kansler Angela Merkel. Som da hun klodset gjorde grin med transseksuelle i et forsøg på at tækkes partiets identitetskonservative fløj. Eller da hun kom til at kalde sine partifæller socialdemokrater.
Men at hun overraskende mandag måtte kaste håndklædet i ringen og opgive både sin drøm om at blive kansler efter Angela Merkel og på sigt sit formandskab, skyldes langt stærkere kræfter end manglende talegaver.




























