Det smitsomme coronavirus har siden midten af december kostet 1113 mennesker livet i Kina.
Det oplyser de kinesiske sundhedsmyndigheder i den daglige opdatering onsdag morgen lokal tid.
Dødstallet stiger, efter at der i den værst ramte Hubei-provins er bekræftet 94 nye dødsfald det seneste døgn. Dermed er i alt 1.068 mennesker døde af virusset i provinsen.
Samtidig er der i provinsen registreret 1638 nye smittetilfælde i løbet af tirsdag.
Det bringer det samlede antal smittede i den centrale provins op på 33.366 personer.
Allerede søndag oversteg det samlede antal virusdødsfald på tværs af Kina det antal menneskeliv, som virusset sars tog i 2002 og 2003. Dengang mistede 774 mennesker livet til sars i Kina.
Reigstreret i 28 lande
En opgørelse fra John Hopkins University i Baltimore, USA, viser natten til onsdag dansk tid, at 45.131 mennesker er smittet med coronavirus på verdensplan.
Langt de fleste af disse tilfælde er registreret i fastlands-Kina.
Coronavirusset er foruden Kina registreret i 27 andre lande. Det gælder blandt andet Thailand, Japan, Australien, Tyskland, USA, Frankrig, Canada, Italien, Spanien og Sverige.
Coronavirusset brød ud i storbyen Wuhan i midten af december. Det har siden fået det officielle navn Covid-19 af Verdenssundhedsorganisationen (WHO).
Netop WHO holdt tirsdag en international konference om virusset. Her sagde generalsekretær Tedros Adhanom Ghebreyesus, at der er en 'realistisk chance' for at få stoppet udbruddet.
»Vi er ikke forsvarsløse«, konstaterede han på et pressemøde.
Samtidig fortalte generalsekretæren, at en vaccine mod coronavirusset kan være klar om 18 måneder.
ritzau
fortsæt med at læse



























