10.000 sættes i karantæne i Vietnam på grund af virusfrygt

Der er checkpoints flere steder i Vietnam. Her er det det i Son Loi.  Foto: Nhac Nguyen/Ritzau Scanpix
Der er checkpoints flere steder i Vietnam. Her er det det i Son Loi. Foto: Nhac Nguyen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vietnam har sat en hel provins med omkring 10.000 mennesker i karantæne på grund af frygt for spredningen af coronavirus.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

»Fra den 13. februar vil vi med det samme isolere og sætte den epidemiramte Son Loi-provins i karantæne«, skriver det vietnamesiske sundhedsministerium ifølge AFP.

»Det skal gælde (...) i 20 dage«, skriver ministeriet videre.

Der er ifølge AFP tale om den første massekarantæne uden for Kina, siden virusset begyndte at sprede sig fra byen Wuhan i Kina sent sidste år.

Son Loi er et landbrugsområde, der består af en række landsbyer. Det ligger omkring 40 kilometer fra hovedstaden Hanoi.

15 bekræftede tilfælde i Vietnam

Der er i Vietnam 15 bekræftede tilfælde af virusset.

Seks af dem er i Son Loi-provinsen.

Imens har landets største flyselskab, Vietnam Airlines, torsdag meddelt, at det mister omkring 10,8 millioner dollar om ugen i omsætning på grund af rejsebegrænsninger, der er indført som følge af virusset.

Det svarer til omkring 75 millioner danske kroner.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Flyselskabet har nu forsøgt at nedbringe omkostningerne for at klare sig igennem virussets negative effekter på omsætningen.

Vietnam Airlines har indstillet al flyvning til og fra det kinesiske fastland siden slutningen af januar.

Det har direkte påvirket omkring 70.000 rejsende mellem de to lande hver måned, meddeler flyselskabet ifølge Reuters.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her