Chefen for Irans task force mod coronavirus, Iraj Harirchi, hostede og måtte gentagne gange tørre sveden af panden, da han mandag optrådte på et tv-transmitteret pressemøde om coronavirussets spredning i landet. Det centrale budskab fra sundhedschefen og den anden regeringsrepræsentant under pressekonferencen i Teheran var, at situationen er under kontrol, og at befolkningen skulle tage det roligt.
»Aktuelt er situationen nærmest stabil i landet, og vi har kunnet minimere problemet«, lød det blandt andet fra Iraj Harirchi ifølge nyhedsbureauet AP.




























