Nyheden om politikere i karantæne har skabt bekymring for, om også Donald Trump har været eksponeret for coronavirus. Præsidenten præsenterer i dag tiltag, der skal afbøde de økonomiske konsekvenser af virusudbruddet.

Ny stabschef og republikaner med gasmaske: Trump er ikke testet for virus og taler situationen ned trods blodrød dag på Wall Street

Donald Trump ses her på vej om bord Air Force One i Orlando Sanford International Airport i Florida. Med på flyet var ifølge nyhedsbureauet Reuters også et republikansk kongresmedlem, som efterfølgende er gået i selvvalgt karantæne. Det sker, efter at politikeren har opdaget at have deltaget i en konference med en person, som er smittet. Foto: Tom Brenner/Ritzau Scanpix
Donald Trump ses her på vej om bord Air Force One i Orlando Sanford International Airport i Florida. Med på flyet var ifølge nyhedsbureauet Reuters også et republikansk kongresmedlem, som efterfølgende er gået i selvvalgt karantæne. Det sker, efter at politikeren har opdaget at have deltaget i en konference med en person, som er smittet. Foto: Tom Brenner/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

USA’s præsident, Donald Trump, er ikke blevet testet for coronavirus.

Det oplyser Det Hvide Hus natten til tirsdag dansk tid, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Meldingen kommer, efter at hans kommende stabschef og to republikanske kongresmedlemmer er gået i selvvalgt karantæne, fordi de har deltaget på en konference med en person, som er smittet. De to kongresmedlemmer har for nylig haft kontakt med præsidenten.

Den ene, Matt Gaetz, fløj mandag med Trump fra Florida til Washington, efter at Trump havde brugt weekenden på sit golfresort.

Trump: Rusland, Saudi-Arabien og fake news bag børsskred

Det har skabt bekymring for, at også Trump kan være blevet eksponeret for coronavirussen.

»Præsidenten er ikke blevet testet for coronavirus, fordi han hverken har haft langvarig, tæt kontakt med et bekræftet smittetilfælde eller udviser symptomer«, siger talskvinde for Det Hvide Hus Stephanie Grisham.

»Præsident Trump er fortsat ved glimrende helbred, og hans læger vil fortsat holde et nøje øje med ham«.

Gaetz vakte opsigt i sidste uge, da han under afstemningen om bekæmpelsen af coronavirus bar en gasmaske i Kongressen. Han udtalte senere, at han bar gasmasken for at understrege alvoren - ikke for at gøre grin med den.

Også Mark Meadows, som Trump i sidste uge udpegede til ny stabschef, er gået i selvvalgt karantæne. Han deltog i sidste uge i en stor konference for konservative politikere, hvor en deltager var en smittet.

Trump: Tænk over tallene

Trump har de seneste uger nedtonet alvoren af virusudbruddet, skriver nyhedsbureauet AFP.

»Sidste år døde 37.000 amerikanere af almindelig influenza. Intet er lukket, livet og økonomien går videre. Lige nu er der 564 bekræftede tilfælde af coronavirus med 22 døde. Tænk over det«, skrev han lige efter et andet tweet, hvor han opfordrede forbrugerne til i stedet at glæde sig over de faldende olie- og benzinpriser.

Han anklager demokraterne og medierne for at overdrive krisen for at skade ham politisk.

Blandt andre Bernie Sanders, der håber at blive demokraternes præsidentkandidat, ved valget i november, har kritiseret Trumps retorik.

»Trumps hensynsløse udtalelser forvirrer folk her til lands og i udlandet«, sagde han under sin valgkamp i delstaten Michigan.

Blodrød dag på Wall Street​

Donald Trump vil på et pressemøde tirsdag annoncere tiltag for at afbøde negativ påvirkning af den amerikanske økonomi fra udbruddet af en ny coronavirus.

»Jeg vil være her i morgen eftermiddag for at informere jer om nogle af de økonomiske skridt, vi tager, og som vil være betydelige«, siger Trump til journalister i Det Hvide Hus sent mandag aften dansk tid ifølge nyhedsbureauet AFP.

Udmeldingen kommer efter en blodrød dag på det amerikanske aktiemarked og andre børser verden over. Dow Jones-indekset på Wall Street lukkede mandag med et fald på 7,8 procent. Det er den største nedtur for indekset på en enkelt dag siden finanskrisen for 12 år siden.

Det store aktiekursfald kom efter en weekend med både nye udviklinger i spredningen af coronavirusset, men ikke mindst også et udbrud af en priskrig på oliemarkedet mellem Rusland og Saudi-Arabien.

Ifølge finansminister Steven Mnuchin vil »USA anvende alle værktøjer« til at bekæmpe virusudbruddets påvirkning af økonomien. Han tilføjer, at topcheferne for de amerikanske banker er indkaldt til et møde i Det Hvide Hus senere denne uge. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Efter forvirring om farlighed: Her er, hvad vi ved, om risikoen for at dø af coronavirus

Donald Trump har ifølge Reuters fokus på at give skattelettelser og vil drøfte dette med Kongressen tirsdag.

Han vil i samtalerne med republikanske medlemmer af Kongressen også undersøge muligheden for at hjælpe timelønnede. Lempelser for virksomheder, der er påvirket af virusudbruddet, skal også diskuteres.

Det kan for eksempel være luftfartsselskaber, som under virusudbruddet har set bestillingerne af rejser styrtdykke.

Fredag i sidste uge underskrev Trump en lov, der frigiver 8,3 milliarder dollar – cirka 55 milliarder danske kroner – til at bremse smitten med coronavirus.

En del af beløbet skal gå til at udvikle en vaccine mod virussen.

Covid-19 – som sygdommen i udbrud er navngivet – breder sig flere steder i USA.

Mandag steg antallet af bekræftede smittede personer i USA til 716 ifølge CNN fordelt på 36 delstater. 26 af de virusramte er døde.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her