Ordren fra myndighederne kom klokken 2 om natten 23. januar. Wuhans indbyggere skulle blive inden døre og vente.
Udenfor var coronasmitten. Indenfor har der ikke været meget at lave – andet end at vente.
En beboer beskriver over for den amerikanske radiostation NPR, hvordan ordren fik mange til at skynde sig ned til natkioskerne for at købe mad og fornødenheder, så de var klar til en langvarig karantæneperiode, hvor det at bevæge sig uden for sit hjem har været ildeset og stærkt reguleret af myndighederne.
Kineser: Hvorfor blev der reageret for sent?
Der var opfordringer, der tydede på kaotiske tilstande. Som da myndighederne blev bedt om at donere ris til sygehuspersonalet, fordi der ikke var mad nok på et af byens store sygehuse.
»Jeg ved, at coronavirussen er årsagen til karantænen. Men behøvede livet i Wuhan at blive et helvede på jord?«, spørger beboeren, der samtidig kritiserer, at der ikke blev skredet ind tidligere: Sygdommen blev fundet hos patienter i december, men oplysningerne om, at der var noget galt, blev først offentligt tilgængelige langt senere.
Krisen kan koste forretninger livet
Andre ser byer, der før emmede af liv, men hvis gader i dag er noget nær mennesketomme. Alt er lukket. I Behai må hver husstand sende en enkelt person ud hver anden dag for at købe ind. Der er vejspærringer, hvor id-papirerne tjekkes, og hvor temperaturen på de forbipasserende kontrolleres.
»Efterhånden som krisen trækker ud, må mange små forretninger lukke, fordi de ikke kan betale afdrag og husleje«, skriver en brite, der har boet i flere år i Kina som lærer, i The Guardian.
Bybude har holdt Wuhan-indbyggere forsynet
Beboerne i Wuhan klarer sig takket være en uventet hjælp: Byens madbude har fortsat deres arbejde og kører rundt med købmandsvarer og mad, der stilles ved de karantæneramtes dør eller rækkes op til dem ved hjælp af kosteskafter eller lignende, så fysisk kontakt undgås.
De har fået travlt. Det store kurerfirma JD Logistik har forsøgt at hyre 20.000 lagerarbejdere og bude under coronakrisen. Der er rigeligt at levere. Knap 60 millioner mennesker i Hubei-provinsen er i karantæne.
Forsøg på at sabotere hjemmeundervisnings-app
Skoleundervisningen er aflyst, og børnene har fået besked på at hente en app, DingTalk, så de kunne fjernundervises. Men de er snu, de små: De har givet appen ringe karakterer i et forsøg på at sikre, at den blev fjernet fra app-butikken. Så kunne de jo slippe for skole imens, skriver flere medier.
Hvad der sker, når restriktionerne i Wuhan mildnes, vides ikke.
Som én siger til norske Aftenposten: »Vi får både et babyboom og et skilsmisseboom at se«.
Nogle Wuhan-borgere kan dog se frem til snart atter at kunne forlade deres hjem. Myndighederne har givet virksomheder, der producerer dagligdags fornødenheder, besked på at genoptage produktionen.
fortsæt med at læse




























