»Frankrig er i krig«, siger Macron, og karantæne lukker Frankrig i mindst 15 dage. Det er slut med besøg hos familien, og udgang fra hjemmet skal have en gyldig årsag. Industri og service står stille.

100.000 politifolk overvåger fransk karantæne og står klar med bøder

Foto: Thomas Samson/Ritzau Scanpix
Foto: Thomas Samson/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklenLæst op
08:29

Normalt er motorvej A13 fra Normandiet til Paris et trafikhelvede, som kun den franske hovedstad og en håndfuld andre byer i verden kan byde på. ​​

Ved middagstid tirsdag var den nærmest øde, og på Place de la République opfordrede politiet kl. 13 de få fodgængere til at gå hjem.

På det tidspunkt havde karantænen været i virkning fra kl. 12, og ude i landet havde kunderne taget forskud på udgangsforbud og karantæne ved at foretage deres indkøb i god tid, før Frankrig lukkede for de næste 15 dage.

»Macron siger, at vi er i krig, så nu tager vi det alvorligt. Det bliver ikke sjovt, men der er ingen vej udenom«, lød det lettere resigneret fra en ældre kvinde, som Politiken mødte foran slagteren i landsbyen Maurecourt omkring 30 km uden for Paris.

Hun henviste til præsident Emmanuel Macrons dramatiske tv-tale til nationen mandag aften, som blev overværet af 32 millioner seere.

»Frankrig er i krig. Ganske vist i krig for vores helbred. Vi kæmper hverken mod en hær eller en anden nation, men fjenden er der, den er usynlig, umulig at gribe fat om, og den rykker frem. Det kræver hele vores mobilisering. Vi er i krig«.

I de næste 15 dage er det kun tilladt at forlade sit hjem for korte indkøb i de få butikker, som har tilladelse til at holde åbent, besøg hos alvorligt syge familiemedlemmer og en tur med hunden rundt om ejendommen. Skoler lukket.

Lønmodtagere skal være i stand til at dokumentere, at deres tilstedeværelse på arbejdspladsen er absolut nødvendig, hvilket de færreste får brug for, for hovedparten af industrien og servicesektoren lukker ned.

Risikerer bøde

Besøg hos familie og venner er forbudt, og 100.000 politifolk og gendarmer er sat ind for at sikre, at de 67 millioner franskmænd respekterer karantænen, som sandsynligvis bliver forlænget efter de 15 dage.

Overtrædelse af instrukserne bliver straffet med bøder fra 285 til 1.000 kr.

De politiske partier står bag beslutningen, men partiet De Grønne kræver parlamentarisk kontrol med håndteringen af udgangsforbuddet.

En række lægevidenskabelige eksperter har i de seneste dage kritiseret præsidenten og regeringen for ikke at tage drastiske skridt som i Italien og i Spanien i en situation, hvor antallet af smittede og alvorligt syge fordobles hver tredje dag.

Det var situationen tirsdag morgen. Men med 6.633 smittede, over 400 indlagt på intensivafdelinger og 148 døde frygter myndighederne en eksplosion, medmindre den fysiske kontakt mellem borgerne bliver stærkt begrænset.

Præsidenten bebudede, at regeringen er klar til at installere militærhospitaler i hårdtramte områder som det sydlige Alsace omkring byen Mulhouse, hvor læger og sygeplejersker arbejder i døgndrift for at redde menneskeliv.

De lokaler hospitalers kapacitet er overskredet, og hæren overfører nu syge i helikoptere til hospitaler i andre dele af landet.

I en særudsendelse tirsdag på radiostationen France Inter pegede flere eksperter på, at lignende situationer kan opstå fra den ene dag til den anden i andre dele af landet.

Præsident Macron lagde i sin tale ikke skjul på sin vrede over, at millioner af franskmænd lørdag stimlede sammen på restauranter og barer, og dagen efter udvekslede kindkys med vennerne.

Det er slut nu, og i minutterne efter præsidentens tale blev medierne ringet ned af bekymrede borgere.

»Vil det være muligt for skilsmisseforældre at sende børnene fra den ene part til den anden, som det vanligt sker« lød et hyppigt spørgsmål.

»I denne som i andre situationer råder den sunde fornuft«, konstaterede regeringens talskvinde, Sibeth Ndaiye, på tv-stationen France 2. Forældrene skal udfylde et skema, som kan downloades fra indenrigsministeriets hjemmeside, hvor de afgiver en erklæring om årsagen til deres rejse, hvad enten det er i egen bil, med metro eller tog.

Det samme gælder i andre situationer, men ingen har interesse i at snyde – politiet kan om nødvendigt kræve yderligere dokumentation.

Allerede inden præsidentens tale havde tusindvis forladt Paris og de største byer for at søge tilflugt i fritidsboliger eller hos familie og venner.

»Jeg har det tvetydigt med det«, siger en 32-årig kvinde med to børn i radiostationen RTL.

»Mine forældre har en villa ved havet, mens jeg bor med børnene i en lille lejlighed i Paris. Det vil ikke være sjovt for dem at blive holdt inde. Men jeg risikerer måske at smitte mine forældre og andre i et område, der ikke er ramt«.

Problemet kan hurtigt blive teoretisk, for antallet af tog vil blive reduceret drastisk, og flere steder vil den offentlige transport reelt stå stille.

Og ønsket om at se mågerne flyve ud over havet er ikke en gyldig grund til at forlade sin bolig, som sundhedsminister Olivier Veran formulerede det på en radiostation.

Tilbage står spørgsmålet for mange forældre: Hvad stiller vi op med børnene i 15 dage, som efter al sandsynlighed bliver mindst en måned, i en lejlighed?

Medierne har indforskrevet en hærskare af psykologer og pædagoger, som giver gode råd og ideer. Men problemet er reelt, og det er endnu større for de mange ældre, som sidder alene i deres lejligheder eller huse.

»Ring, ring og ring, og organiser kontakten, så vennerne ringer på skift til ældre, de kender«, lyder det gode råd fra en af de kvinder, Politiken møder i en butik i Maurecourt uden for Paris.

»I det hele taget er det afgørende at tale med andre, især hvis man er bange for sygdommen«, siger psykiateren Serge Hefez på radiostationen France Inter.

Frygter for jobbet

I byen Poissy i nærheden af Maurecourt har frygten en anden karakter. Byens store Peugeot-fabrik med 4.000 ansatte er som hovedparten af den franske industri og servicesektor lukket, og de ansatte stiller som lønmodtagere landet over det samme spørgsmål:

»Hvordan ser situationen ud, hvis vi holder lukket bare en måned?« lyder det fra en ingeniør, som ikke opgiver sit navn, på pladsen uden for fabrikken. Regeringen er klar til omgående at støtte erhvervslivet og lønmodtagere med tab af indtægter med 355 milliarder kroner, meddelte finansminister Bruno Le Maire tirsdag. Væksten ventes at falde med 1 procent.

Stemningen er alvorlig, men der er også lyspunkter.

I køen uden for slagterbutikken i Maurecourt fortæller en anden kvinde om, hvordan hylderne med sæbe og shampoo er tomme i supermarkedet. Men hun har bevaret sansen for humor.

»Det er fint. Så er vi da sikre på, at franskmændene er rene og lugter godt den næste måned«.

Michael Seidelin

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her