En halv million nye sæt til at teste for coronavirus er i følge et amerikansk netmedie fløjet ind fra Italien.

Militæret flyver en halv million sæt til test af Covid-19 fra Italien til USA

   Rundt om i USA skriger man på flere sæt, så de kan teste folk med symptomer. I Arlington, Virginia, havde denne sundhedsarbejder dog udstyret i orden, så han på denne drive through test-station kunne tjekke, om bilisterne var smittet.  Foto: Drew Angerer/Ritzau Scanpix
Rundt om i USA skriger man på flere sæt, så de kan teste folk med symptomer. I Arlington, Virginia, havde denne sundhedsarbejder dog udstyret i orden, så han på denne drive through test-station kunne tjekke, om bilisterne var smittet. Foto: Drew Angerer/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

En halv million test sæt er i følge det amerikanske militærmedie defenseone.com i mandags fløjet fra Italien og til USA, hvor de vil blive fordelt rundt i landet.

Præsidenten og myndighederne er blandt andet blevet kritiseret for ikke nær at have sikret sig tilstrækkkeligt med sæt til test af eventuelt smittede med coronavirus, og i en tale i lørdags sagde Donald Trump, at han forventede, at en halv million sæt kunne distribueres i denne uge, at tallet ville nå 1,4 millioner i næste uge og fem millioner i løbet af en måneds tid.

General Dave Goldfein, stabschef ved luftvåbnet, bekræftede onsdag, at militære fragtfly transporterer testsæt ind i landet, men uddybede det ikke yderligere.

Ifølge mediet defenseone.com er de mange testsæt fløjet fra Aviano luftbasen i Italien til den internationale lufthavn i Memphis, Tennessee, hvor det skal være landet tidligt tirsdag morgen. Det er et stort knudepunkt for kurerfirmaet FedEx, som fra Memphis på kort tid kan ekspedere dem videre rundt i landet.

Allerede tirsdag blev et foto af paller fyldt med testsæt i et C-17 fragtfly lagt ud på Instagram angiveligt af en, der påstod at tilhøre besætningen. Siden har han dog fjernet billedet igen.

Tilsvarende flyvninger ventes angiveligt at finde sted i de kommende dage, hvor amerikansk militær øger sin indsats i kampem mod coronapandemien.

Nils Thorsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her