EU dropper budgetkrav og giver los for statsstøtte. Tyskland sender 4.500 milliarder af sted for at mildne coronakrisen og må bryde med budgetdisciplinen.

Aldrig set før: EU bryder med hellige principper for at mildne coronakrise

   Vestager giver midlertidigt EU-landene tilladelse til at pumpe penge i nødlidende virksomheder.  Foto: John Thys/Ritzau Scanpix
Vestager giver midlertidigt EU-landene tilladelse til at pumpe penge i nødlidende virksomheder. Foto: John Thys/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

To af EU’s bærende principper bliver nu sat til side for at give medlemslandene frihed til at håndtere den økonomiske del af corona-krisen.

Den ene er reglen om, at de offentlige kasser maksimalt må have et underskud, der svarer til tre procent af BNP. Den regel vil kommissionen for første gang suspendere, så medlemslandene kan åbne statskasserne på vid gab og låne lige så mange penge, som de finder nødvendigt. Ikke engang under finanskrisen blev reglerne lempet.

Corona giver en firdobling i antallet af nye ledige

Forslaget blev fremlagt fredag aften – dagen før tyske aviser lørdag kunne berette om en tysk hjælpepakke med over 1.1000 milliarder kroner i direkte støtte fra den tyske stat.

»Vi er nødt til at sikre, at økonomien fungerer i den nuværende situation for at redde så mange arbejdspladser som muligt«, siger den tyske finansminister Olaf Scholz ifølge Deutsche Welle.

Vestager: Vi må handle hurtigt

Samtidig giver EU los for, at staterne kan pumpe penge i nødlidende virksomheder – op til 6 millioner kroner per virksomhed plus statsgaranterede lån plus subsidierede lån plus ekstra eksportkreditter.

»Vi må handle hurtigt for at håndtere konsekvenserne så godt, vi kan«, siger Margrethe Vestager, næstformand og kommissær med ansvar for konkurrence i en pressemeddelelse.

»Den midlertidige ordning giver maksimal fleksibilitet for at støtte økonomien i denne svære tid«, siger hun.

De midlertidige undtagelser blåstempler tilsyneladende også de danske hjælpepakker.

Den tyske redningspakke skal ifølge Financial Times kombineres med en lånemuligheder og en fond, der tilsammen løber op i 4.500 milliarder kroner. For at finansiere det har den tyske finansminister søgt mandat til at låne 3.000 milliarder kroner.

Merkel i sin første tale til nationen i 15 år: Corona er vores største udfordring siden krigen

Dermed kommer Tyskland til at bryde med budgetdisciplinen, der har været holdt hellig i årtier – også hele vejen gennem finanskrisen.

Men coronakrisen er noget ganske særligt, forklarede forbundskansler Angela Merkel onsdag.

»Situationen er alvorlig. Tag den alvorligt. Ikke siden den tyske genforening, nej, ikke siden Anden Verdenskrig, har vort land stået over for en udfordring, der afhænger så meget af vores fælles solidaritet«.

Jens Bostrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her