Samtidig med at Kina tirsdag fejrede den delvise genåbning af byen Wuhan med et stort lysshow, udsendte kommunistpartiets disciplineringskontor i Beijing en kortfattet meddelelse om, at partimedlemmet og forretningsmanden Ren Zhiqiang var blevet genstand for »en undersøgelse«.
Meddelelsen sagde ikke noget om, hvad han skal undersøges for, men iagttagere både i og uden for Kina var ikke i tvivl om, at meddelelsen skulle læses som endnu en straffeekspedition mod en person, der havde vovet at kritisere kommunistpartiet for dets håndtering af coronakrisen.




























