Det har ligget i kortene, siden Donald Trump kom til magten i USA for snart fire år siden: Amerikanerne er på vej væk fra en verdensorden, de selv har stået i spidsen for siden Anden Verdenskrig.
Det gælder ikke mindst i forhold til FN-systemet: Senest har Trump truet med helt at fjerne USA’s officielle støtte til Verdenssundhedsorganisationen (WHO), som – uanset sine både små og store mangler – ellers er et globalt omdrejningspunkt for indsatsen mod den historiske coronapandemi. Før det trak han USA ud af FN’s globale klimaaftale, Paris-aftalen, midt under en tiltagende klimakrise.




























