Libanon registrerer første coronatilfælde i flygtningelejr

Sundhedspersonale desinficerer flygtningelejren Wavel  i Libanon, efter det første bekræftede tilfælde af coronavirus er fundet i lejren.  Foto: -/Ritzau Scanpix
Sundhedspersonale desinficerer flygtningelejren Wavel i Libanon, efter det første bekræftede tilfælde af coronavirus er fundet i lejren. Foto: -/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Libanon har registreret det første tilfælde af coronavirus i en palæstinensisk flygtningelejr. Det er det første tilfælde, der er registreret i en af landets talrige og overfyldte flygtningelejre.

Det oplyser FN's hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge (UNRWA).

Den smittede er en palæstinensisk kvinde fra Syrien, og hun er nu bragt til hospitalet Rafic Hariri i Beirut.

Medicinske eksperter har efterfølgende besøgt Wavel-lejren i dalen Bekaa, der ligger i den østlige del af Libanon, for at udføre test.

Det rapporterer Libanons officielle nyhedsbureau, National News Agency (NNA).

Testene har været fokuseret omkring kvindens pårørende og andre, hun har været i kontakt med, samt 50 'vilkårligt udvalgte' i lejren, skriver NNA.

I kølvandet på smittetilfældet er Wavel-lejren blevet sat i lockdown.

I samarbejde med libanesiske sikkerhedsstyrker har palæstinensiske fraktioner, der er ansvarlige for sikkerheden, således givet ordre om, at ingen må forlade lejren, ligesom at ingen må komme ind.

Har advaret om smitte i overfyldte lejre

Ifølge NNA kørte sikkerhedsstyrker rundt i lejrens tætbefolkede kvarterer og gav besked om at blive inden døre via højttaler.

En beboer i lejren fortæller desuden, at alle butikker er lukkede.

Tal fra Johns Hopkins University viser natten til torsdag dansk tid, at der er 682 bekræftede smittetilfælde i Libanon og 22 coronarelaterede dødsfald.

Og den der farlige virus vil slå os alle ihjel, hvis den når frem til Moria-lejren

FN og hjælpeorganisationer har gentagne gange advaret om, at flygtninge og migranter i overfyldte lejre over hele verden er i særlig stor risiko for at blive ramt af coronavirus.

Flere end 70 millioner mennesker på verdensplan er blevet tvunget til at forlade deres hjem på grund af konflikter, forfølgelse, vold og overgreb. Herunder lever flere end 20 millioner som flygtninge, viser tal fra FN.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her