Hvert år samles 20.000-30.000 mennesker normalt til én stor picnic i Stadsparken i Lund. Det gør de for at fejre valborgsmässoafton, eller valborgsaften 30. april. Det er en traditionsrig dag, hvor man tænder bål, synger og – hvis man er ung – drikker sig i hegnet. Aftenen minder om danskernes fejring af sankthans, men i år kan det af gode grunde ikke lade sig gøre.
Det svenske politi har lukket Stadsparken i Lund og det store græsareal, hvor de mange tusinde svenskere plejer at tænde bål, er afspærret med et stakit. Men politiet har vurderet, at stakittet ikke er tilstrækkeligt, for især unge vil måske alligevel kunne finde på at springe over hegnet og samles.




























