Sydkorea var onsdag kommet så godt gennem coronaen, at myndighederne ligefrem opfordrede indbyggerne til at gå ud, socialisere og more sig. Men allerede lørdag var det slut, i hvert fald i hovedstaden Seoul, der måtte lukke tusindvis af barer og natklubber.
Sydkorea har høstet megen anerkendelse for sin corona-strategi, hvor man har fokuseret på meget omfattende test og aggressiv smitte- og kontaktsporing. Det var et af de lande, der blev ramt hårdt og tidligt, men er indtil videre sluppet ganske nådigt fra det og har samtidig undgået at lukke grænser og lukke samfundet ned på samme måde, som det er sket i Europa og USA.




























