Børnene til dræbte Khashoggi tilgiver gerningsmænd

En saudisk henrettelsesgruppe dræbte Khashoggi på brutal vis 2. oktober 2018. Den saudiske journalist havde skrevet kritisk om kronprinsen og kong Salman. Foto: Mohammed Al-shaikh/Ritzau Scanpix
En saudisk henrettelsesgruppe dræbte Khashoggi på brutal vis 2. oktober 2018. Den saudiske journalist havde skrevet kritisk om kronprinsen og kong Salman. Foto: Mohammed Al-shaikh/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Børnene til den dræbte journalist Jamal Khashoggi siger, at de tilgiver gerningsmændene for drabet på deres far.

Det skriver en af sønnerne, Salah Khashoggi, på Twitter.

»Vi sønner af martyr Jamal Khashoggi meddeler, at vi tilgiver dem, der dræbte vores far«, skriver Salah Khashoggi, der er klummeskribent på den amerikanske avis Washington Post.

Årsagen til denne melding fra Salah, der er bosiddende i Saudi-Arabien, kendes ikke.

Politiken mener: Det internationale samfund må lægge Saudi-Arabiens kronprins på is efter det modbydelige drab på Khashoggi

Khashoggi blev slået ihjel, da han 2. oktober 2018 gik ind på det saudiske konsulat i den tyrkiske storby Istanbul.

Her skulle han hente nogle papirer i forbindelse med sit kommende ægteskab med sin forlovede Hatice Cengiz.

Henrettet på brutal vis

Inde på konsulatet ventede en saudisk henrettelsesgruppe dog på Khashoggi. De dræbte ham på brutal vis, har den tyrkiske efterretningstjeneste afsløret.

Den amerikanske efterretningstjeneste CIA konstaterede måneden efter i en rapport, at det var kronprins bin Salman, der havde givet ordrer til at slå Khashoggi ihjel.

Den saudiske journalist, der var amerikansk statsborger, havde skrevet kritisk om den måde, som kronprinsen og kong Salman forvaltede deres magt i Saudi-Arabien.

FN har belastende beviser mod saudisk kronprins i Khashoggi-sag

Han skrev faste kommentarer i avisen Washington Post.

I alt blev 11 personer tiltalt for drabet i december sidste år. Fem blev dømt til døden, tre blev idømt 24 års fængsel, og de andre blev frikendt.

Washington Post skrev i april, at Khashoggis børn, inklusive Salah, havde modtaget boliger for millioner dollar og blev betalt tusinder af dollar om måneden af myndighederne.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her