Norge åbner grænsen til det meste af Norden - og så Gotland

Visby på Gotland kan vente besøg fra Norge i sommer. Den norske statsminister, Erna Solberg, oplyser, at rejsevejledningerne bliver lempet, så nordmænd kan rejse til alle nordiske lande, i Sverige gælder det dog kun øen Gotland.  Foto: gotland.info
Visby på Gotland kan vente besøg fra Norge i sommer. Den norske statsminister, Erna Solberg, oplyser, at rejsevejledningerne bliver lempet, så nordmænd kan rejse til alle nordiske lande, i Sverige gælder det dog kun øen Gotland. Foto: gotland.info
Lyt til artiklen

Norges regering åbner for, at nordmænd kan tage på ferie i alle de nordiske lande fra 15. juni.

Det meste af Sverige vil dog fortsat være undtaget på grund af det høje smittetryk fra coronavirus.

Kun den svenske ø Gotland kan besøges, oplyser statsminister Erna Solberg på et pressemøde.

Det var i forvejen kendt, at Norge ville åbne for danske og islandske turister fra på mandag. Men nu kommer det også til at gælde alle regioner i Finland samt Færøerne og Grønland.

»Jeg er klar over, at dette er en stor skuffelse for nogen«, siger Solberg.

»Men restriktionerne er baseret på objektive kriterier, der gælder alle«, fastslår hun.

Nyt håb for rejseglade danskere: Regeringen arbejder på at lempe rejsevejledninger

Et af kriterierne er, at der ikke må være flere end 20 nye smittetilfælde per 100.000 indbyggere i en uge. I Sverige er antallet mere end det dobbelte af det.

Danmark og Norge har gået i fælles takt om åbningen af grænserne. Men den danske regering har foreløbig ikke lukket op for, at finner og danskere kan besøge hinandens lande.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her