En overgang kunne man ikke tænde for fjernsynet i USA uden at se den lille læge Anthony Fauci. »Vi stoler på Fauci«, er i kampen mod coronavirus blevet et slagord, som man ser på klistermærker og kaffekrus. Han er direktør for National Institute of Allergy and Infectious Diseases og har fået tilnavnet ’Amerikas læge’. Hans ansigt pryder alt fra T-shirts til doughnuts. Tusinder har underskrevet en opfordring til ugebladet People om at kåre ham til den meste sexede mand i verden. Han er blevet et fænomen og en folkehelt.
Gennem pandemiens lange måneder har han været hele USA’s lægelige rådgiver og sjælesørger. Hans rolige, erfarne pragmatisme står i skærende kontrast til den lunefulde præsident. Fauci har været Donald Trumps rolige bagtæppe og sørget for at give præsidentens kaotiske daglige coronapressemøder, der nu er opgivet, en solid indsprøjtning af videnskab og fornuft.




























