De første demonstranter er allerede anholdt, efter at omstridt lov trådte i kraft i Hongkong tirsdag.

Hongkong-flag udløser første anholdelse under ny sikkerhedslov

Demonstranter har været på gaden i dag i Hongkong. Foto: Tyrone Siu/Ritzau Scanpix
Demonstranter har været på gaden i dag i Hongkong. Foto: Tyrone Siu/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

De første personer er anholdt i Hongkong under en ny national sikkerhedslov.

Den første anholdelse tilfaldt en mand, der tilsyneladende fredeligt demonstrerede for et uafhængigt Hongkong.

Politiet skriver på Twitter, at manden, der blev anholdt, holdt et flag, der symboliserede Hongkongs uafhængighed fra Kina.

Tweetet fra politiet er ledsaget af to billeder af en mand iført en t-shirt med påskriften "Befri Hongkong". Ved mandens fødder ligger et flag med ordene "Uafhængigt Hongkong".

Kort tid efter meldingen om den første anholdelse blev yderligere 30 personer anholdt, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det skete, i forbindelse med at folk var gået på gaden i anledningen af 23-årsdagen for Hongkongs uafhængighed fra Storbritannien.

Her måtte politiet blandt andet bruge vandkanoner mod demonstranterne.

De 30 personer blev anholdt for blandt andet at have overtrådt den nye sikkerhedslov, for ulovlig forsamling og for våbenbesiddelse, skriver Reuters.

Kinas nye sikkerhedslov for Hongkong trådte i kraft tirsdag eftermiddag dansk tid, uden at indbyggerne i Hongkong kendte indholdet fuldt ud.

Oprør kan give fængsel på livstid

Den nye lov tilsiger blandt andet, at oprør eller forsøg på løsrivelse kan give fængsel på op til livstid i Hongkong.

Oppositionen har kritiseret den manglende åbenhed omkring den nye og omfattende lov. Kina mener, at loven er nødvendig for at håndtere forsøg på løsrivelse, oprør, undergravende virksomhed og terror.

Loven er blevet indført som modsvar fra Kina på de mange voldelige prodemokratiske protester, der fandt sted i Hongkongs gader sidste år.

På et pressemøde natten til onsdag dansk tid i forbindelse med 23-året for Hongkongs overdragelse til Kina fra Storbritannien siger regionens politiske leder, Carrie Lam, at loven er den vigtigste udvikling for Hongkong siden 1997.

»Loven er et vendepunkt for Hongkong fra kaos til lov og orden«, siger Carrie Lam.

Markeringen af 23-året for overdragelsen sker, dagen efter at Beijing vedtog sikkerhedsloven med virkning fra 1. juli.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her