Risiko for potentielt dødelig stormflod: Orkanen Hanna går i land i Texas og river tage af huse

Texas er en af de hårdest coronaramte stater i USA.  Foto: Adrees Latif/Ritzau Scanpix
Texas er en af de hårdest coronaramte stater i USA. Foto: Adrees Latif/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

En orkan ved navn Hanna er lørdag gået i land i den amerikanske delstat Texas.

Kategori 1-orkanen gik i land på Padre Island lørdag eftermiddag lokal tid med vindstød på op til 40,3 meter i sekundet og bevægede sig senere mod Kennedy County.

Den såkaldte Saffir-Simpson-skala opererer med fem niveauer, hvor kategori 5 er værst med vindhastigheder på over 69,0 meter i sekundet.

Den voldsomme vind fra Hanna har revet moler op af bugter og tage af huse.

USA's Nationale Orkancenter (NHC) advarer samtidig om risikoen for en potentielt dødelig stormflod.

Hanna ventes at mindskes i styrke, når den bevæger sig ind over land i det sydlige Texas lørdag aften lokal tid og videre mod det nordøstlige Mexico søndag.

Orkanen kan dog medføre kraftige tornadoer på kystsletterne.

»Enhver orkan er en enorm udfordring«, siger Texas' guvernør, Greg Abbott, lørdag på en pressebriefing om orkanen.

»Denne udfordring vanskeliggøres yderligere af, at orkanen fejer gennem et område, der er delstatens hårdest ramte område af covid-19«, siger han.

Abbott har udpeget 32 amter i Texas som katastrofeområder, der ligger i orkanens rute.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her